Når vi skal beskæftige os med 'lutherske' vækkelsesgruppers kirkesyn og praksis, er det naturligt at tage udgangspunkt i Luthers egen kirketænkning.

Hvor finder vi den kristne kirke – ifølge Luther?

Kirken, siger Luther, kendes ikke på bestemte ydre ordninger, men på evangeliets rene lære og sakramenternes rette forvaltning. Det er de centrale notae ecclesiae (kirkekendetegn).

Som altid orienterer Luther sig her ud fra 'hovedartiklen' om retfærdiggørelse af tro. Kirken er de troende, og den frelsende tro er virket af Guds Ånd gennem nådemidlerne. Derfor må disse midler, ordet og sakramenterne, stå i centrum for vor opmærksomhed. Hvor vi finder dem, finder vi kirken.

Til den rette sakramentforvaltning hører ifølge Luther, at nadveren kun gives til dem, som vil bekende troen med både mund og hånd. Ingen åbenbart ubodfærdige bør få adgang til alterbordet. Ordet uddeleles til alle, men nadveren kun til dem, der kan regnes for kristne.

Det bibelske grundlag for denne praksis finder vi klarest udtrykt i 1 Kor 5.

Hvis nadveren forvaltes på denne måde, kommer den i sagens natur til at afgrænse den bekendende menighed som et synligt og kendeligt personfællesskab i verden. Det er Luther helt bevidst om, og det er netop hans ønske. ‘Jeg har længe ønsket’, siger han i 1522, ‘at udskille dem for sig, som er sandt troende.’ Han ved, at den ydre og kendelige menighed ved denne praksis vil blive meget lille. Men det ser han netop et positivt formål i: ‘Da vil vi se, hvor få, der er kristne.’

Luther er ikke blind for, at den bekendende menighed kan rumme hyklere. Kun Gud kender hjerterne. Men han mener samtidig, at det er både ret og nødvendigt at drage en ydre grænse mellem dem, der kan regnes som kristne og dem, som ikke kan. Ved en bibelsk forvaltning af sakramenterne drages grænsen af sig selv.

Sakramenterne er for syndere, der har behov for nåde. Men sakramenterne er netop for bodfærdige syndere, som ikke vil fremture i synd, men som på nådens grund og i nådens kraft ønsker at leve et helligt liv. Ved en ret bibelsk sakramentforvaltning bliver den kristne kirke et fællesskab af dem, som bærer disse kendetegn.

I 1523 anbefaler Luther, at der forud for nadveren føres en samtale med dem, som søger sakramentet for at undgå misbrug. Nadveren bør kun gives til dem som bekender troen og vil leve efter den. Dem, som præsten kender som modne kristne, behøver ikke nødvendigvis at blive prøvet. Men for andre vil det være ret og nødvendigt.

At nadveren kun bør gives efter prøvelse, er siden blevet fælles luthersk lære. I Augustana 24 lyder det således: ‘Ingen får nemlig adgang, med mindre de forud er prøvet og udspurgt.’

Det er på baggrund af dette grundsyn, at Luther i Fortalen til ‘Deutsche Messe’ i 1525-1526 når frem til at fastslå, at den store og folkeomsluttende kirkeform ikke er og ikke kan være udtryk for et sandt evangelisk og bibelsk menighedsliv. Langt de fleste kirkemedlemmer er helt åbenbart ikke kristne. Skal man udfolde et sandt, bibelsk menighedsliv, må det blive i en forsamling, som kun omfatter dem, som for alvor vil være kristne, og som vil bekende troen med både hånd og mund.

Som Leif Grane har påvist, tænker Luther i denne første fase af reformationen ‘førkonstantinsk’.

Det var kejser Konstantin, som i 313 legaliserede kristendommen. I forlængelse heraf blev det snart borgerpligt at være døbt og medlem af kirken. Skellet mellem kirken og verden udslettedes, og kirken mistede sit præg af et afgrænset og udskilt fællesskab.

Luther ønskede imidlertid at gribe tilbage hen over denne udvikling til apostlenes skrifter og deres vejledning for kirkelivet. Hans kirketænkning og menighedsidealer blev i reformationens første år formet af NT. Han erkendte, at meget af det, som kendetegnede den apostolske vejeldning af menighedslivet, siden var forsvundet. dette måtte nu kaldes til live igen. Det gjaldt ikke blot kirketugten, men i høj grad også det almene præstedømme. Luther undertregede stærkt værdien og nødvendigheden af en ordnet forkyndelse og læremæssig vejledning ved kaldede prædikanter. Men med udgangspunkt i 1 Kor 12 og 1 Pet 2, gjorde han op med tanken om en tvedeling af kristenheden i en gejstlig og en verdslig stand. Alle kristne er ved dåb og tro præster med Kristus. Og qua præster har de både ret og kald til at række hinanden Guds ord til hjælp og opbyggelse i troen. De må vidne for hinanden, opmyuntre hinande, øve sjælesorg og hver især udfolde de nådegaver, Gud har givet dem. I en menighed af bekendende kristne kan dette nytestamentlige fællesliv igen komme til udfoldelse. Ud fra en sådan menighed kan de kristne også vidne missionerende for andre og øve diakoni.

Når Luther opmuntrede evangelisk troende grupper rundt omkring til at bryde med den katolske kirke på stedet og i stedet danne deres egne menigheder, henviste han også til det almene præstedømme. Qua præster har alle kristne kald og pligt til at bedømme læren. Når Paulus formaner til at prøve forkyndelsen og bryde med vranglærere, er det en formaning, der gives til alle kristne. Undlader de troende at gøre op med falsk lære og bryde med vranglærere, fornægter de Kristus og nedkalder Guds vrede over sig.

Befinder de troende sig i en kirke uden en sand sand forkyndelse og en ret sakramentforvaltning, skal de med god samvittighed selv kalde og indsætte rette, evangeliske prædikanter. Ifølge NT er retten til at kalde og indsætte præster netop givet til menighedens fællesskab. Det behøver man ingen biskop til. I øvrigt er det helt umuligt at benytte de katolske biskopper, fordi de er vranglærere. Dem må de troende for deres saligheds skyld holde sig fra og ikke benytte. I stedet skal de med fuld frimodighed selv kalde og indsætte en præst ud af deres midste – om de så bare er ti eller seks. De skal ikke bryde sig om, at romerkirkens love forbyder det. Det er sjælenes frelse, der står på spil.

Men hvilke grupper har ret til at handle sådan? Hvor finder man de kristne, som har bibelsk og evangelisk ret til at danne menigheder i en kirkelig nødsituation? Det er ikke så svært, siger Luther. Dem, som priser og bekender Guds ord og holder fast ved det, dem må vi regne som kristne, når blot de ikke fremturer i åbenbar synd. Hvor de kommer sammen, dér er Guds kirke, og en sådan gruppe har fuld bibelsk ret til at danne menighed.

I forhold til det emne, vi er sammen om her, er det værd at bemærke, at Luther i en kirkelig nødsituation finder den sande kristne kirke hos dem, som samles om og holder fast ved Guds ord – selvom de ikke har nogen ordnet forkyndelse eller ret sakramentforvaltning. Hvor en lille gruppe i en frafalden kirke kommer sammen om og holder fast ved Guds ord – der er Guds sande kirke! Det lydhøre og lydige forhold til Guds ord tjener altså for Luther som nota ecclesia i en kirkelig nødsituation.

Samtidig er det værd at bemærke, at Luther undertreger, at det er en sådan gruppes ret og kald at danne en egentlig evangelisk menighed med fuld nådemiddelforvaltning. Det er målet, de må arbejde mod!

Endelig bør det bemærkes, at det ifølge Luther kun er legitimt at danne afgrænsede forsamlinger af troende inden for en kirke, der ikke har en ret nådemiddelforvaltning. Hvis forvaltningen af sakramentforvaltningen er ret, så er den ydre kristne kirke hermed allerede afgrænset. Og inden for denne ene, rette kirke er det umuligt og uforsvarligt at danne eksklusive kristelige fællesskaber i den hensigt at udskille en særligt hellig eller særligt troende gruppe. Det strider mod kirkens evangeliske grundlag og enhed.

I sit opgør med munkevæsenet fasdtslår Luther med stor styrke og klarhed, at ingen har ret til at danne særlige fællesskaber inden for den kristne kirke med henblik på at samle de særligt hellige. Kirken er det almene fælleskab af kristne samlet om én nådemiddelforvaltning, én tro og ét nyt liv. Inden for dette fællesskab af dem, som bekender troen med mund og hånd, kan og må man ikke sondre mellem forskellige grupper og tillægge dem forskellige grader af åndeligt liv og hellighed.

Med andre ord: Når nogle danner egne forsamlinger af bekendende kristne inden for en kirke, er det en nødløsning i en kirkelig krisesituation. Det er ikke holdbart på længere sigt. De troende må arbejde på at få ét samlet og sundt menighedsliv – enten ved en reformation af den eksisterende kirke eller ved etableringen af et kirkeligt alternativ.

Når det gjaldt Luthers vejledning af de evangeliske lægfolk i samtiden, så var hans frimodige og bibelsk begrundede opmuntring til selv at danne menigheder forenet med en personlig mistillid til samtidens lægfolket og deres åndelige dømmekraft. Med fremvæksten af sværmeriske menigheder og med Bondekrigens misbrug af Luthers tale om det almene præstedømme gik Luthers mistillid over i en angst for lægfolket. Efter Bondekrigen opmuntrede han aldrig mere lægfolket til selv at danne menigheder af bekndende kristne. Han valgte nu i stedet i samarbejde med fyrsten om at få det bedst mulige ud af den konstantinske kirkeform.

Reformationens resultat blev en fyrsteledet og folkeomsluttende tvangskirke, hvor præsterne havde praktisk eneret på kirkelig aktivitet.

Ingen kan være blind for, at der gennem denne kirke og dens lutherske præster blev formidlet et kraftfuldt evangelisk budskab, som blev til vækkelse, tro og åndeligt liv for mange. Der var virkelig tale om, at evangeliets lyse dag kom også til vore skandinaviske lande. Dette er der grund til at takke og love Gud for! Samtidig må vi se i øjnene, at mange af Luthers bibelsk forankrede kirketanker aldrig blev udfoldet.

Leif Grane mener ikke, at den kirke, som kom ud af reformationen, var et udtryk for Luthers principielle og ideale kirketænkning. Han påpeger, at Luther ikke fik nogen ny principiel kirketænkning efter Bondekrigen, men han troede ikke længere på, at hans kirkelige idealer kunne realiseres.Derfor accepterede han, at andre overtog ledelsen af det ydre kirkelige reformarbejde og førte det i en anden retning: ‘Hans ændrede strategi efter 1525 afslører altså en slags resigneret accept af forløbet, og er derfor ikke resultat af ny teologisk indsigt’ (Grane 1992, 55). ‘Hvad han havde at byde på, var ikke virkelig brugbart, og han tabte den afgørende indflydelse på udviklingen af den evangeliske landskirke, som blev resultatet’ (Grane 1992, 57).

Philip Jacob Spener (1636-1705) er blevet kaldt ‘lutherdommens anden reformator’, og i den lutherske vækkelsestradition ser mange ham som den, der virkeliggjorde Luthers menighedsidealer.

Sandt er det, at Spener samlede de alvorligt troende i fællesskaber for sig. Og sandt er det, at de pietistiske konventikler kom til at danne rammen om meget af det fællesliv, som Luther havde talt om. Her opbyggede man hinanden med Guds ord, man formanede hinanden og øvede indbyrdes sjælesorg. Gensidighedsaspektet af det kristne menighedsliv var stærkt fremherskende. Man rakte hinanden Guds ord og talte med hinanden om det, og det ord, man delte bar frugt i åndelig vækkelse, tro og liv. Samtidig var der en stor opmærksomhed på dem, som var udenfor. Ud fra disse konventikler blev der drevet et omfattende missionsarbejde og øvet diakoni over for mennesker i nød. Alt dette var konkrete udmøntninger af det almene præstedømme og i overenstemmelse med Luthers egne tanker. Og det var altsammen aspekter af det kristne menighedsliv, der havde været sørgeligt forsømte under ortodoksien.

Som Luther ønskede Spener, at den afgrænsede forsamling af bekendende kristne skulle udfolde et sandt evangelisk menighedsliv efter urmenighedens forbillede. Men der var også en afgørende forskel mellem de to. For Spener var det ikke afgørende, at forsamlingen forvaltede sakramenterne.

Der var mindst fire årsager til dette valg:

Spener ønskede så vidt muligt at holde sig inden for lovgivningen og at undgå kirkelig uro. Det var kun muligt, hvis han respekterede den folkemosluttende kirkes eneret til at forvalte sakramenterne.

Spener ønskede at den lille forsamling af vakte skulle virke vækkende og fornyende ind på kirken i sin helhed. Den skulle ikke være en ny kirke, men en ecclesiola in ecclesia – en lille kirke i kirken.

Spener havde i forhold til Luther ringe syn for den nære sammenhæng mellem sakramenternes forvaltning og et ret evangelisk menighedsliv. Det afgørende for ham var ordets forkyndelse.

Spener havde intet syn sakramentforvaltningen som den rette ydre grænsedragning mellem kirken og verden. Ifølge Spener trådte den sande kirke synligt frem gennem de troendes helliggjorte liv.

På alle disse fire områder lægger Spener linien for den del af pietismen, som danner ecclesiolae in ecclesia.

Den historiske betydning af Speners adskillelse af sakramenterne og den rette menighed kan næppe overvurderees. En række af de åndelige og teologiske svagheder, der knytter sig til store del af den pietistiske ecclesiola-kultur må i væsentlig grad tilbageføres hertil. Her skal bare nævnes to:

1) Tendensen til at udvikle selvbestaltede notae ecclesiae. Uden sakramenternes ydre tegn på og markering af kirkens grænse definerede man på egen hånd nogle kendetegn på sande kristne. Det kunne dreje sig om et bestemt åndeligt erfaringsmønster eller en bestemt adfærd i forhold til adiafora. Hvor man fandt disse notae, fandt man de rette kristne – og omvendt. Man afgrænsede med andre ord den ydre kirke på en måde, som savnede begrundelse i Skriften og derfor i sin natur var lovisk.

2) Tendensen til en individualistisk og spiritualistisk fortolkning af sakramenterne. Når sakramenterne ikke længere tjener til at markere henholdsvis optagelsen i og delagtigheden i de kristnes ydre og synlige kirkefællesskab, bliver det naturligt at tænke reduktionistisk om deres indhold som noget, der kun vedrører den enkeltes personlige forhold til Jesus.

Samtidig gælder det, at adskillelsen af sakramenterne og ecclesiola-forsamlingen på sin egen måde bidrog til at fremme Speners vision en fornyelse af den store kirke. Netop fordi de vaktes egen forsamling ikke havde sakramenterne, måtte de blive i den store kirke og mere eller mindre regelmæssigt søge dens nadverbord. Sakramenterne blev i betydelig grad den livlinie, der knyttede ecclesiola og ecclesia sammen.

Når kirkehistorikerne skal gøre status over Speners gerning, fremholder de generelt ecclesiola in ecclesia-strategien som det afgørende nye, han kom med. De påpeger også, at den lille forsamling af vakte blev det vigtigste redskab til udbredelse af den pietistiske vækkelse fra slutningen af 1600-tallet og frem til midten af 1700-tallet.

Under rationalismen sidst i 1700-tallet overlevede den pietistiske tro i små ecclsiola-grupper spredt ud over Skandinavien, og herfra brød den frem igen ved det nye århundredes begyndelse. 1800-tallet blev det store vækkelsesårhundrede i Vesteuropa og herunder også i Skandinavien.

Når vi nu skal se nærmere på de lutherske vækkelsesgruppers kirkesyn og praksis i perioden fra 1800 og frem til i dag, vil jeg først sige to ting om min prioritering af stoffet.

For det første kommer jeg til at samle mig om udviklingen i Danmark, Norge og Sverige, fordi det er det, jeg har arbejdet med forskningsmæssigt. Jeg beklager meget, at Finland dermed sættes på sidelinien. Men jeg håber og tror, at meget af det, jeg kommer ind på, også kan overføres på og anvendes ind i en finsk kontekst.

For det andet vil jeg prioritere mit stof på den måde, at jeg vil bruge mest tid på de dele af kirkehistorien og de grupperinger, som har særlig relevans for os, som er her. Det er altså ikke nødvendigvis de største begivenhedr og de største grupperinger, der vil få mest plads. Jeg håber, min vurdering af, hvad der har særlig betydning for os, er rigtig.

Ser vi på 1800-tallet spaltes vækkelsesfolket i fire linier med forskellig kirkelig strategi:

1) Den ikke-lutherske frikirkelighed kom svagest til udtryk i Danmark og stærkest til Sverige.
Årsagen til den stærke frikirkelighed i Sverige må primært søges i et langvarigt og intenst modsætningsforhold mellem det officielle præsteskab og det vakte lægfolk. Da de vakte i Sverige først fik juridisk mulighed for at slippe for den lutherske embedsstand, benyttede de sig af det i stort tal.

Hvis vi trækker linierne op til i dag, er der i Sverige ca. 350.000 medlemmer i de ikke-lutherske protestantiske frikirker, ca. 90.000 i Norge og kun ca. 20.000 i Danmark.

2) Den løst organiserede indrekirkelige virksomhed kom til udtryk hos de vækkelsesfolk, der ikke ønskede at danne egne organisationer og selvstændige forsamlinger, men ville slutte op om den folkekirkelige gudstjeneste hos gode lutherske præste.

I Sverige har denne strategi været karakteristisk både for laestadianerne og for gammelkirkeligheden – helt frem til vor tid. Inden for de sidste ti år kan man imidlertid konstatere et opbrud.

Visse laestadianske grupper har valgt at iværksætte en selvstændig forvaltning af sakramenterne – inden for kirken. Begrundelsen er Svenska Kyrkans frafald fra Guds ord. En sådan praksis vil være et brud med kirkens orden, men den svenske kirke har ingen juridiske sanktionsmuligheder.

Gammelkirkeligheden har været en af de drivende kræfter bag dannelsen af ‘Missionsprovinsen’. I reaktion mod kirkens frafald fra Guds ord, har man her taget initiativ til selv at kalde og indsætte bibeltro, lutherske præster. Man siger, at det sker inden for Svenska Kyrkan, men det sker uden for kirkens orden, og fra kirkens side betragtes ‘Missionsprovinsens’ præster som skismatikere.

Ifølge Luthers kirketænkning er det mere end tvivlsomt, om man kan operere med to indbyrdes uafhængige og selvstændigt ledede sakramentforvaltende fællesskaber – det ene inde i det andet. Spørgsmålet er, om der ikke her må træffes et valg.

I Danmark havde den grundtvigske retning fra begyndelsen karakter af en løst organiseret indrekireklig virksomhed. Men den mistede i begyndelsen af det 20. Århundrede helt sin vækkelsesprofil, og er derfor ikke længere relevant for det, vi taler om her.

I Norge var den tidlige haugianisme meget bevidst om ikke at ville danne formelle organisationer og forsamlinger. Men allerede midt i 1800-tallet opløstes dette princip, og haugianerne dannede foreninger. I dag er det kun laestadianerne, som i Norge er uden formel organistion.

3) Den organiserede indrekirkelige virksomhed fik i både Sverige, Norge og Danmark foreningen som sin grundform. At man netop valgte foreningen som fællesskabsstype må forstås i lyset af samtiden. Midten af 1800-tallet var generelt foreningernes storhedstid. Der blev dannet foreninger for alle mulige formål: politiske, sociale, kulturelle og religiøse. Det var de liberale og demokratiske ideers gennembrudstid, og en stor del af befolkningen engagerede sig i foreninger, der kunne fremme det, som de havde syn og hjerte for.

Når det gælder den konkrete organisationsform, var der inigen væsentlig forskel på de politiske og de kristelige foreninger. Begge foreningstyper havde en demokratisk opbygning og ledelse, og deres møder lignede i høj grad hinanden. Den ydre formgivning af de vaktes fællesskaber var altså i højere grad inspireret af samtidens demokratiske foreningsmodel end af NT’s tale om et ret og godt menighedsliv.

Ikke desto mindre var det generelt karakteristisk for missionsforeningernes første og betydeligste ledere, at de betragtede den lokale forening af vakte som en af genoplivelse af urmenigheden fællesliv. Det gælder f.eks. i Sverige C.O. Rosenius, i Danmark Vilhelm Beck og i Norge Ludvig Hope og Ole Hallesby. Alle disse leder ser på de vaktes forening som et sandere og klarere udtryk for et kristent menighedsliv end folkekirkens menigheder. Ganske vist har foreningen ikke har nogen fuld sakramentforvaltning. Men den har noget andet. Den er præget af en stærk og levende glæde over frelsen i Jesus, af et nært og varmt fællesskab mellem de vakte, og af et kraftfuldt missionsarbejde. Lederne kan godt gøre sig tanker og visioner om, at foreningerne på et tidspunkt skal udfolde et helt menighedsliv – og de tanker møder man faktisk hos dem alle. Men i første omgang er de mere optaget af at vække og fremme det åndelige liv, udbrede evangeliet om Jesus og vinde mennesker for evigheden – end af at danne hele menigheder.

Ole Hallesby er en markant repræsentant for denne tankegang. Principielt mener han, at de vakte bør bryde med statskirken og danne menigheder af bekendende kristne med en fuld sakramentforvaltning. Men han erkender, at de indrekirkelige foreninger er så gode og stærke redskaber for udbredelsen af evangeliets budskab og liv i samtiden, at det endnu ikke er tid at virkeliggøre den ideale og bibelske menighedstænkning. Derfor anbefaler han, at de vakte – i første omgang – bliver i folkekirken og her etablerer et ‘elliptisk’ samspil mellem foreningen og kirken. Det er Ole Hallesby, der første gang anvender dette billede: ellipsen med de to brændpunkter som billede på de vaktes menighedsliv. De vakte bør komme både i foreningen og hos en god præst i kirken.

For alle de nationale missionsforeninger gælder det, at de selv udvikler en praksis for selv at kalde prædikanter til at forkynde Guds ord i foreningerne. Det skaber betydelig kirkelig uro i alle tre lande. Kritiske præster henviser til CA XIV, der forbyder al offentlig forkyndelse af Guds ord uden ret kirkelig kaldelse. De vaktes ledere giver forskellige svar på denne kritik. Men ingen af dem forklarer, hvordan man inden for én og samme kirke kan have to ledelser, der uafhængigt af hinanden optræder som kaldende myndighed. Min personlige vurdering er, at problemet ikke kan løses. CA forudsætter én udelt kirke, én nådemiddelforvaltning og én ledelse – jvnf. min gengivelse af Luthers kirkesyn.

På det principielle plan er det således meget svært at forsvare den kirkelige praksis, som har været den almindelige for de skandinaviske missionsforeninger. Ikke desto mindre er det åbenbart, at de indrekirkelige foreninger har været et mægtigt redskab for Guds evangeliets udbredelse i vore folk.

Generelt oplevede missionsforeningerne vækst frem til 2. verdenskrig. Herefter er det gået tilbage – med stigende hastighed. Årsagerne er mange. Blandt de væsentligste må nævnes flg.:

Det intense vækkelsesliv er døet ud, og opdragelseskristendommen har afløst vækkelseskristendommen. Grænsen mellem de vakte og andre kirkelige folk er visket ud. For de unge bliver det stadigt sværere at se det naturlige i at videreføre en særlig forening for de vakte.

Stadigt flere konservative præster opgiver at arbejde sammen med missionsforeningerne og samler i stedet alle menighedsfunktioner under sognekirkens tag. Når ellipsen brydes fra præsternes side, er den svær at holde i live fra foreningens side.

Stadigt flere missionsfolk ønsker et helt menighedsliv – under ét tag. Begrundelserne herfor er forskellige. Nogle argumenterer praktisk og pragmatisk, andre principielt og teologisk. Samlet set sker der en bevægelse væk fra ellipsen mod hele menigheder – folkekirkelige eller missionske.

Folkekirkernes udvikling mod vranglære og ubibelske ordninger får mange missionsfolk til at tale for et kirkebrud og for dannelsen af et kirkeligt alternativ. Debatten om dette spørgsmål har fyldt meget i alle de skandinaviske missionsforeninger i de sidste ti år – og gør det stadigt.

Samlet set er den gamle missionsforeningskultur i opbrud. Men det er væsentligt at være opmærksom på, at der er tale om andet og mere end et opbrud i de ydre former. Der er tegn på, at missionforeningerne også er inde i et teologisk. Symptomerne er mange. På det konkrete plan kan man man pege på en tiltagende uklarhed i spørgsmålet om tjenestedeling mellem mand og kvinde, voksende åbenhed i forhold til Oase-bevægelsen og en svigtende kritisk vurdering i forhold til kirkevækstbevægelsen. På et dybereliggende plan kan man frygte, at teologien og forkyndelsen er ved at miste sin forankring i Bibelens ord og i en klar skelnen mellem lov og evangelium. I samme grad dette sker, er en åndelig opløsnings- og dødsproces i gang. Mange missionsfolk i Skandinavien frygter, at netop dette er ved at ske, og er rådvilde med hensyn til, hvor de skal gå hen, hvis udviklingen fortsætter. Nogle rejser spørgsmålet, om der er i så fald vil være gode lutherske frimenigheder eller frikirker, som man kan vende sig til. Hermed er vi ovre i den fjerde og sidste linie.

4) Lutherske frimenigheder og frikirker er ikke nogen enhedskultur i Skandinavien. Der må skelnes mellem forskellige typer både strukturelt og teologisk.

På det strukturelle plan er der tre grundtyper:

Frimenigheder inden for en missionsforening. I Danmark er der dannet ca. ti frimenigheder inden for Luthersk Missionsforening. I Norge er man på vej til at give plads for noget tilsvarende i Norsk Luthersk Missionssamband. I Sverige findes der fire frimenigheder med baggrund i og en vis tilknytning til Bilbeltrogna Vänner (Nu: Evangelisk Luthersk Missionsförening).

Fritstående frimenigheder. I Danmark findes der et par frimenigheder af denne art og i Sverige tilsvarende en håndfuld.

Frikirker med mere end én menighed. I Danmark findes én evangelisk luthersk frikirke, i Sverige to og i Norge fire.

På det teologiske plan må vi skelne mellem fire forskellige grundtyper. Det har ikke været enkelt at finde betegnelser, så jeg har valgt nogen, som ikke er alt for ladede.

Ikke konservativ: Den evangelisk-lutherske Frikirke i Norge har gennem mange år udviklet sig i retning af stadigt større læremæssig uklarhed. Kirken er åben for Oase-karismatik og har senest åbnet for kvindelige præster. På denne baggrund kan den ikke længere betragtes som hverken bibeltro eller teologisk konservativ. Den er Nordens største lutherske frikirke og den mest liberale.

Moderat konservativ: En del af de lutherske frimenigheder inden for Luthersk Missionsforening i Danmark er kun svagt forankrede i luthersk teologi, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en meget ukritisk åbenhed over for kirkevækstbevægelsen og gudstjenester præget af karismatiske former. De giver dog udtryk for en fortsat og fuld tilslutning til Bibel og bekendelse.

Konservativ: Størstedelen af de svenske frimenigheder er præget af en stærk forankring i Bibelens ord og i den lutherske lære. Forkyndelsen er centralt evangelisk og samtidig præget af en pietistisk arv, som man vedkender sig med glæde. Nogle af de samme træk kan man finde i visse frimenigheder inden for Luthersk Missionsforening og i Det evangelisk lutherske kirkesamfunn i Norge. Karakteristisk for denne gruppe er endvidere, at den gerne har forkyndelsesmæssigt fællesskab og samarbejde med andre bibel- og bekendelsestro lutherske kristne, også selvom man ikke har konstateret fuld læreenhed i alle spørgsmål.

Meget konservativ: Til denne gruppe henregner jeg de lutherske samfund, som afviser kirkeligt og forkyndelsesmæsigt fællesskab med andre end dem, som de gennem læresamtaler har konstateret fuld læreenhed med. Hertil hører bl.a. Lutherska Bekännelsekyrkan og Evangelisk-Lutherska Bekännelsekyrkan, som findes både i Sverige og Norge. I Danmark hører Den evangelisk-lutherske Frikirke til denne gruppe. Det er karakteristisk for disse kirker, at de er stærkt bestemt af den lutherske ortodoksi og har en markant skeptisk holdning til pietismen.

Hvor går vejen frem for det lutherske vækkelsesfolk i Norden? Spørgsmålet rejser sig med tiltagende styrke i disse år. Ikke mindst fra mange, som har hjemme i de gamle missionsforeninger. Mange af disse skal først nu begynde at gennemtænke kirkespørgsmålet i Bibelens lys. Det kræver tid – god tid. I det hele taget gælder det, at mange af de spørgsmål, som rejser sig for os ikke finder nogen enkel og hurtig besvarelse. Vi må arbejde med dem, men undervejs i dette arbejde er én ting vigtigere end noget andet: At vi selv ved Guds ord og Ånd bevares i en frimodig og levende tro på Kristus. Der er en overhængende fare i den nuværende situation for, at kirkespørgsmålet kommer til at fylde tanke og sind på bekostning af troens glæde over og fortrøstning til Kristus. Bliver ‘kirke-centrerede’ i stedet for ‘Kristus-centrerede’ glider vi uvægerligt ind i en lovisk og kødelig tænkning og bevæger os mod åndelig udtørring og død. Vejen frem går først og fremmest ind i en personlig tilegnelse af Guds ord i lov og evangelium. Herved bevares vores tro frisk og levende, og herved kan vi alene få åndelig dømmekraft til at se og skønne, hvor vejen går frem i de kirkelige spørgsmål. Må Gud opbygge og lede os ved sit gode ord!

"Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og give arven til alle dem, der er helliget." (ApG 20,32)