Hele kirkehistorien har oplevet en spænding mellem frelsens objektive og subjektive aspekter, mellem på den ene side hvad Gud har gjort for os og på den anden side hvad Gud gør i os og hvad vi gør for Gud. Der har været en konstant spænding mellem understregning af forsoningen og understregning af omvendelsen, eller ligefrem mellem understregning af forsoningen og understregning af helliggørelsen.

Når de objektive aspekter er blevet fremholdt en periode, har det fremprovokeret en reaktion i retning af de subjektive aspekter. Det klassiske eksempel herpå er den lutherske ortodoksi, der blev afløst af pietismen.

Men i nogen grad må vi sige, at denne spænding findes i Bibelen selv og at vi derfor ikke er i stand til at slippe ud af den. I 2. Kor. 5 proklamerer Paulus, at Gud har forligt verden med sig selv. Alligevel formaner han: "Lad jer forlige med Gud" (5,18-20). Gud har gjort alt til vores frelse, og alligevel lyder det: Der er ingen frelse uden den personlige tilegnelse i tro.

Her står spændingen mellem Guds alene-virken og menneskets ansvar over for hinanden. Nøjes man med at understrege det første element, så ender det med dobbelt forudbestemmelse: Gud har bestemt nogle til frelse og andre til fortabelse, og det er ikke muligt at bytte plads. Hvis man nøjes med at understrege det andet element, så hævder man menneskets frie vilje. Når nogle bliver frelst og andre ikke, skyldes det, at de første valgte rigtigt, og de sidste valgte forkert. Disse to ekstreme synspunkter har i 400 år kæmpet om magten i den reformerte verden. Som lutherske kristne afviser vi begge disse opfattelser, men vi står alligevel tilbage med en spænding mellem det objektive og det subjektive ved frelsen. Gud forligte verden med sig selv på Golgata, men nu må den enkelte af os tro det. Vi har oplevet noget af denne spænding mellem klassisk kirkelige teologer og mere pietistiske vækkelsesbevægelser i Skandinavien.

En hurtig konklusion på denne spænding lyder: Vi skal bygge på det objektive! Men vi må have det subjektive med. Ellers bliver det objektive ikke appliceret på den enkelte. Det, som Gud har gjort uden for os, gavner os jo ikke, hvis Han ikke får lov til selv at tage bolig i os.

Mens vi lutherske i 300 år har stået i denne konflikt, eller i hvert fald denne samtale, mellem ortodoks-lutherske teologer og pietistiske vækkelsesledere, har den reformerte verden oplevet en endnu voldsommere kamp mellem tilhængere af Johannes Calvin (1509-64) og tilhængere af Jacob Arminius (1560-1609). Calvinismen lærer forudbestemmelse til både frelse og fortabelse, begrænset forsoning (altså: Kristus er kun død for de udvalgte), menneskets dybe syndefordærv, Guds alene-virken i omvendelsen og frafaldets umulighed ('engang frelst altid frelst'). Imod dette sætter arminianerne menneskets frie vilje.

Denne meget tilspidsede konflikt har vi lutherske haft noget på afstand, men i de skandinaviske, lutherske kirker ser vi i dag oftere og oftere bøger og evangeliseringsmateriale fra den wesleyansk-arminianske del af den evangelikale bevægelse. I dette materiale finder vi en meget svag syndsforståelse. For få år siden formulerede en præst fra Missionsforbundet i Danmark det sådan: "Evangeliet er, at da Jesus døde på Golgata, ophørte arvesynden!" Det afslører en meget almindelig forståelse af forsoningen i den wesleyansk-arminianske tradition: Jesus døde for at fjerne arvesyndens karakter af universel skyld og fordærv. Efter Golgata findes arvesynden principielt stadigvæk, men den er nu kun en tendens til synd inde i mennesket. Det betyder, at alle børn fødes skyldfrie og ufordærvede. De bærer ganske vist på en besmittelse, en tendens til synd. Men de bliver først skyldige, når de begår konkrete handlingssynder. Og fordi det naturlige menneske ikke længere er fordærvet, har det ganske gode muligheder for selv at vælge Gud. Det skal nu bare anvende sin frie vilje (jf Thomas Schreiner & Bruce Ware eds. The Grace of God, the Bondage of the Will vol. 2, Grand Rapids 1995 p.365ff; Gordon Lewis & Bruce Demarest: Integrative Theology vol. 2 Grand Rapids, MI: Zondervan 1990 p. 187f; 232f).

Problemet i Ef. 2,1-5 findes ikke længere. Dér minder Paulus efeserne om, at de var døde af natur. Men for en wesleyansk-arminiansk læser gælder det, at da Kristus døde og opstod for alle mennesker, da døde og opstod alle mennesker fra arvesyndens skyld og fordærv. Efeserne var altså ikke døde og fordærvede indtil deres omvendelse, men indtil Jesus døde på Golgata. Her har vi grunden til den succesrige kristne mission efter Golgata, mener disse arminianere. Hedningerne er ikke længere fordærvede og døde, som de var før. I Tit. 2,11 siger Paulus: "Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker." Det betyder ifølge denne tankegang, at et vist mål af nåde fra og med Golgata er givet til alle mennesker. Gud virker nemlig med sin nåde også uden om Kristi ord. Der er tale om en 'forekommende nåde' (lat. gratia praeveniens). Det er udtryk for Guds nåde, at Han har fjernet arvesyndens fordærv fra os alle og givet os en fri vilje. Desuden virker Helligånden med Guds nåde på menneskers hjerter, idet Han tilskynder os til at anvende den frie vilje. Det gør Helligånden direkte og uformidlet. Intet menneske er altså uden berøring med Guds nåde, og en del såkaldt evangelikale mener, at denne 'forekommende nåde' er tilstrækkeligt til frelse. Her bliver nåden ikke primært forstået som Guds yndest og velvilje (lat. favor Dei), men som en sjælsudrustning inde i alle mennesker.

Den kristne missionær skal nu fungere på samme måde som Helligånden. Han skal udfordre og inspirere det vantro menneske til at anvende sin frie vilje. Helligånden udfører dette arbejde med stor åndskraft, men det kan missionæren også komme til, hvis han lader sig fylde af samme kraft. Det bliver derfor vigtigt for missionæren at søge stadigt større kraft til påvirkning af sine omgivelser.

Vi skal senere vende tilbage til forståelsen af kraft i Det nye Testamente og til forholdet mellem nåde og kraft. Men foreløbig skal vi bare konstatere, at vi lutherske for det meste har været forskånet for at møde denne wesleyansk-arminianske teologi, men at den i øjeblikket strømmer ind over os. Derfor er det klogt at være opmærksom på den syndsforståelse, der ofte ligger gemt bag tilsyneladende acceptable bøger og materialer. For mange arminianere gælder det i øvrigt, at de ikke har gennemtænkt de konsekvenser, som deres syndsforståelse har for frelsesforståelsen. Derfor ligger denne teologi ofte blot som en skjult forudsætning mellem linjerne i deres bøger.

En anden spænding mellem det objektive og det subjektive erfarer vi som forkyndere, når vi bærer Guds Ord frem for mennesker, der ikke lader sig påvirke af dette Ord.

Under 30-årskrigen i 1600-tallet bragte nøden og grusomhederne det værste frem i mange mennesker. Den lutherske sognepræst i Danzig (det nuværende Gdansk i Polen), Hermann Rahtmann (1585-1628), skrev i 1621 en bog om Guds Ord (Vom Gnadenreich Christi). Han ville gerne forklare, hvordan nogle mennesker kunne forblive så døde og ligeglade, uanset hvor godt og hvor ofte han prædikede for dem.

I sin bog skelner han skarpt mellem det indre og det ydre ord. Helligåndens inspiration af profeter og apostle gik forud for deres nedskrivning af Bibelen, hævdede Rahtmann. Dermed er Skriften blot et vidnesbyrd om åbenbaringen. Den er ikke selv Guds åbenbaring. Det indre ord forblev i profeternes og apostlenes sind, da de skrev. Bibelen er derfor kun et ydre ord, eller et vidnesbyrd om det indre ord, sagde han. Hvis Skriften skal have nogen virkning på os, så må Ånden komme til Skriften og oplyse den. Helligånden må gøre de døde bogstaver levende, og det gør Han, hvor og når Han vil. Sådan påstod i hvert fald Hermann Rahtmann. Noget tilsvarende gjaldt, mente han, også om vores forkyndelse. Hvis ikke Ånden kommer over vore ord og levendegør dem, så hører mennesker ikke Guds Ord, og så kan de heller ikke komme til tro eller blive opbyggede, når vi prædiker. På den måde kunne Rahtmann forklare og leve med, at mange af hans tilhørere forblev uberørte af prædikenen (Leif Erikson: Inhabitatio, illuminatio, unio, Åbo Akademi 1986 p. 138ff).

Men Hermann Rahtmanns kolleger og især de lutherske universitetsteologer reagerede meget skarpt mod hans bibelsyn. Bibelen er Guds virkekraftige Ord, inspireret af Helligånden, sagde de. Når vi læser i Bibelen eller lytter til en sandt bibelsk forkyndelse, så møder vi Gud selv. Han er i sit Ord, såvel i det talte som i det skrevne. Rahtmann blev afvist som sværmer. Det var ikke mindst den såkaldt rahtmannske strid i 1620'erne, der gav stødet til udviklingen af det ortodokse bibelsyn, som siger, dels at Bibelen er Guds ufejlbarlige Ord, og dels at dette Ord er bærer af Guds Ånd og kraft. Derfor kan Bibelens Ord eller en sand bibelsk forkyndelse skabe åndeligt liv i et vantro menneske og give ny kraft og frimodighed. Evangeliets Ord har en iboende virkekraft, fordi Guds Ånd er i dette ord og virker gennem det.

Men den ord-teologi kunne Rahtmann ikke acceptere. Han henviste til, at Martin Luther i sin liturgi bl.a. bad: "Giv din Ånd og kraft til ordet." Luther omarbejdede i 1529 "Litaniet til Alle Helgen" i den katolske liturgibog Missale Romanum. Han fjernede påkaldelsen af helgenerne, og indsatte i stedet bønner for ordets forkyndere; bl.a. den, som Rahtmann henviste til. På tysk skrev Luther: "Dein Geist und Kraft zum Wort geben" (EA 56,360-366; WA 30,3,29-42). Her ser det jo ud som om, Martin Luther støtter Hermann Rahtmanns helligånds-teologi: Hvis ikke Ånden kommer til bibelordet udefra, så forbliver det et dødt ord.

Men Johann Gerhard (1582-1637) gjorde Rahtmann opmærksom på, at han skulle læse Luthers egen tekst til det latinske litani som en kommentar til det tyske. I Latina Litania Correcta, som Luther udsendte sammen med Die deutsche Litaney står der: "Ut incrementum Verbi et fructum Spiritus cunctis audientibus donare digneris." Det betyder: "At du vil værdiges at give til alle, som hører det, Ordets vækst og Åndens frugt." Luther beder altså Gud virke med Ånd og med kraft ikke på Ordet, men på dem, der hører Ordet. Det passer bedre til den måde, Martin Luther normalt omtaler Ånden og Ordet på (Erikson p. 203).

Og nok så væsentligt: Det passer bedre med udtalelser i Det nye Testamente om, at "Guds Ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger" (Hebr. 4,12). Jesus siger: "De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv" (Joh. 6,63). Og Peter minder os om, at vi "blev ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord" (1. Pet. 1,23). Her og mange andre steder i Skriften tillægges Guds Ord en mægtigt virkende kraft. Dette Ord kan endda genføde et åndeligt dødt menneske. Forklaringen er, at Kristi Ånd findes i Kristi Ord. Derfor har Ordet samme virkekraft som Gud selv (Robert D. Preus: The Theology of Post-Reformation Lutheranism vol. 1, Saint Louis 1970 p. 362ff).

Men det giver Guds Ord to meget forskellige virkninger. Profeten Samuels mor, Hanna, siger: "Herren dræber, og han gør levende, han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra; Herren gør fattig, og han gør rig, han ydmyger, og han ophøjer" (1. Sam. 2,6f). Gud kan sende os i helvede, men Gud kan også løfte os op i himlen. Her møder vi Gud i dom og nåde, eller som vi plejer at sige: Lov og evangelium. Og fordi Han selv er til stede i sit Ord og virker gennem det, så bliver mødet med Guds Ord enten til dom eller til nåde for mennesker. De føres af dette Ord enten til helvede eller til himlen.

Ja, faktisk er det sådan, at det samme Ord kan have begge virkninger på ét og samme menneske! Det slår mig ihjel for at gøre mig levende. Det sender mig i helvede for at hente mig op til himlen. Hvordan gør Ordet det? Jo, Gud stiller mig foran sit ansigt og afslører min synd. Ingen situation er værre end den. Nu står jeg nøgen og ubeskyttet foran de evige flammer. Jeg erfarer helvede. Men da tilsiger Dommeren mig alle mine synders nådige forladelse for Jesu skyld. Han iklæder mig en hvid dragt, løfter mig op til himlen og kalder mig sit elskede barn.

Men hvorfor er det nødvendigt for Gud at tage så hårdt fat på mig? Han siger, at Han elsker mig, hvorfor kan Han så ikke bare nøjes med at sige det?

Forklaringen er, at jeg faktisk er 'død i mine overtrædelser og synder' (Ef. 2,1). Arvesynden er et så dybt fordærv i mit hjerte, at jeg ikke vil tro det, hvis ikke Gud afslører det. Og når jeg ikke indser, at jeg er død, vil jeg heller ikke lade Gud være alene om min frelse. Men Gud vil være alene om min frelse, for Han ved, at jeg er død, og at jeg derfor ikke kan bidrage med noget til denne frelse. Derfor er det nødvendigt for Gud at afsløre min død for mig. Det gør Han ved at lade loven tale så hårdt, at jeg ikke kan se andet end helvedes flammer hele vejen rundt om mig. Paulus siger, at loven dræbte mig (Rom. 7,9-11). Dermed mener han: Loven viste mig sandheden om mig selv; nemlig den, at jeg er død og fordærvet på bunden af mit hjerte.

Men netop da jeg så det og måtte give Gud ret i sin dom, tilsagde Han mig syndernes forladelse. Forudsætningen for syndernes forladelse er derfor ikke en lille smule syndserkendelse. Jeg må bringes til den erkendelse, at jeg er død. Ja, der går ingen anden vej til livet end gennem døden.

Derfor er det så forfærdeligt alvorligt, hvis den gamle spænding mellem det objektive og det subjektive i Bibelen nu skal afløses af den wesleyansk-arminianske syndsforståelse. Mange steder møder denne syndsforståelse en forberedt jordbund, hvori den kan slå rod. Der indgås en uhellig alliance mellem denne arminianisme og en ureflekteret pietisme (jf. Robert J. Koester: Law & Gospel. Foundation of Lutheran Ministry, Milwaukee, WI 1993).

Det er typisk for vækkelseskristendom, at den understreger frelsens subjektive side: "Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse" (Luk. 24,47). "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske" (ApG. 8,37). "Stræb efter hellighed; uden den skal ingen se Herren" (Hebr. 12,14).

Altså: Du må omvende dig! Du må tro af hjertet! Du må helliggøres! Og vil du ikke det, så går du evigt fortabt. Det skal lyde til både uomvendte og til omvendte. Sådan prædiker Bibelen, og sådan prædiker vækkelseskristendommen.

En del uomvendte mennesker har hørt deres kristne venner sige: "Du kan intet gøre, og du skal intet gøre. Du må bare tro på Jesus!" De har måske hørt den sætning til bevidstløshed. De har også forstået ordene, men de gør ikke noget indtryk. Hvorfor ikke? Ordene er jo sande og (næsten) bibelske, hvorfor virker de så ikke? Jo, her møder mennesker livet uden at møde døden, og på den måde får man ikke del i livet.

Når forkyndere og evangelister gang på gang har oplevet, at mennesker forstår deres ord, men uden at det gør noget indtryk på dem, så ligger den tanke nær, at de må forkynde noget andet … eller de må i hvert fald begynde et andet sted. Vi skal være præevangeliserende. Ikke-troende mennesker må opleve forkyndelsen som relevant, hører vi. Vi må begynde med de følte behov, siges der. Der må først etableres et kontaktpunkt for evangeliet, og dette kontaktpunkt kan være forskelligt fra tid til anden, fra kultur til kultur og fra menneske til menneske. Det er ikke til at vide på forhånd, hvad kontaktpunktet skal være, og derfor må vi nøje studere de mennesker og den tid, som vi skal tale til. Sådan tales der ofte i dag.

Men her glemmer man, at Guds Ord selv etablerer kontaktpunktet. Gud forkynder sin lov til alle mennesker gennem naturen og samvittigheden. Når de taler og handler i strid med det lys, som Gud har tændt i deres hjerter, så ved de, "at lever man sådan, fortjener man at dø" (Rom. 1,32). Dette lys skal evangelisten bekræfte, for der går ingen anden vej til livet end gennem døden. Gud gør selv det præevangeliserende arbejde, når loven får lov til at slå mennesker ihjel. Den eneste måde, hvorpå man kan forberede en dødeopvækkelse, er ved at slå et menneske ihjel. Derfor skal evangelisten forstærke det lille lys, som gløder inde i det uomvendte menneske. Ja, han skal hælde benzin på bålet. Men det kan han gøre på flere måder.

Det lille lys i samvittigheden er lovens lys. Det er altså ikke en forsmag på evangeliet. Det er ikke en 'forekommende nåde'. Og det uomvendte menneske er ikke på vej mod livet. Han er på vej mod døden, og denne rejse skal han bekræftes i. Vi skal hjælpe ham til at dø!

Men igen: Det kan vi gøre på flere måder. Normalt vil det nok ikke være klogt at male helvedes flammer for hans øjne allerede i den første sætning. Ofte begynder det slet ikke med en samtale om åndelige ting, men med vejret eller private oplevelser. Her kan vi nævne vores tro på, at Gud "lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige" (Matt. 5,45). Dermed har vi antydet Guds uforskyldte godhed. Det er faktisk ikke en forkyndelse af evangeliet, men af loven. Godhed er lovforkyndelse! Når Gud lader solen stå op både over onde og gode, så forkynder dette guddommelige forsyn uden ord (non-verbalt) om Guds hellige godhed. Samtidig stiller det mennesker over for den fordring, at de skal være gode, som Han er god. Denne godhed virker dragende. Det er dejligt at blive mødt med godhed. Men samtidig udstiller denne godhed min egen ondskab. Den forkyndelse, som både troende og vantro mennesker møder i Guds kærlige forsyn, bevæger sig som sagt på lovens plan. Talen om menneskers følte behov er et forstadium til den egentlige lovforkyndelse, hvis hensigt det er at slå tilhørerne ihjel.

En del lutherske forkyndere og evangelister lader til at tro, at menneskers følte behov og Guds omsorg er første led i evangelieforkyndelsen. Og at mennesker er på vej mod livet, hvis de tager imod vort vidnesbyrd om disse ting. Men det er de ikke! Talen om Guds forsyn er første led i lovforkyndelsen, og hensigten med denne forkyndelse er, at mennesker skal dø … det vil sige: de skal bringes til den erkendelse, at 'de er døde i deres overtrædelser og synder'. Efter talen om Guds forsyn skal vi derfor ikke tale om syndernes forladelse, men om Guds vrede.

Der gælder det samme om almindelig medmenneskelighed og næstekærlighed. Den forkynder uden ord om Guds godhed. Men det er meget vigtigt at understrege, at denne godhed ikke er evangelieforkyndelse, den er lovforkyndelse! Den bevirker derfor det samme som loven, ikke det samme som evangeliet. Kærligheden rummer et fordømmende element. Den afslører og fælder en non-verbal dom over den ukærlighed, som ethvert menneske kender til fra sit eget hjerte. Men nu skal vi forstærke denne dom med vore ord. Vi skal forkynde Guds lov verbalt, så mennesker får muligheden for at dø. De skal høre, at Gud engang vil dømme dem i sin vrede, og "vil du gå ind til livet, så hold budene" (Matt. 19,17). Det må stå helt klart for dem, at uden denne hellighed kan ingen se Herren. Der er noget inde i dem, som bekræfter denne tale. Paulus kalder det samvittigheden (Rom. 2,15). Det er kontaktpunktet og den vigtigste kontekstualisering både i Afrika og i Europa, både i det 1. århundrede og i det 21. århundrede.

Hvis vi ikke vil forkynde Guds lov for mennesker som den egentlige præevangelisering, men i stedet vil fremstille det guddommelige forsyn som en del af selve evangeliet, så indgår vi en uhellig alliance med arminianerne. Vi kommer til at stå som egentlige vranglærere, og ikke bare som nogle, der lægger vægt på frelsens subjektive side.

"Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror." Sådan siger Paulus i Rom. 1,16. Men hvad siger da evangeliet? Paulus skriver til kolossenserne: "Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser" (2,13). Her bliver evangeliet identificeret som tilgivelse af synd. Samtidig hører vi, at man opstår fra de døde, når man får tilgivet sin synd.

For at kunne opstå må man først dø. Det vil sige: Vi må hjælpes til den erkendelse, at vi er døde. Det sker i mødet med Guds lov. Først derefter begynder evangeliet sin gerning. Til gengæld er det 'Guds egentlige gerning' (lat. opus proprium), som Luther kalder den. Når Gud tilsiger os syndernes forladelse, og på den måde skaber troen inde i os, opstår vi fra de døde og begynder at leve et nyt liv. Til gengæld er der ikke andre veje til dette liv. Først må Gud få lov til at dræbe os. Derefter giver Han os livet. Der findes ikke nogen umærkelig og konfliktløs overgang til livet. Vel opleves denne overgang mere konfliktfyldt af nogle end af andre, men konflikten eller krisen kender alle. Nogle kan sætte dato på en omvendelse. Mange andre kan ikke. Men for alle, der lever i en sand tro på Jesus, gælder det, at glæden kun kan være dér, hvor sorgen er. Forsvinder sorgen over synden, så ophører fryden over frelsen. De to erfaringer går hånd i hånd for enhver kristen: Dødserfaringen og opstandelseserfaringen.

Det er kun evangeliet om syndernes forladelse, der kan bevirke opstandelse fra den åndelige død. Loven har kun kraft i sig til at vise os vores situation. Den afslører døden i vore hjerter. Men evangeliet kan gøre meget mere end blot vise os noget. Evangeliet kan ændre vores situation radikalt, for dét rummer Guds egen kraft. Eller som Paulus siger: "Ordet om korset … er Guds kraft" (1. Kor. 1,18). Det er altså ikke alt i Bibelen, der rummer denne kraft. Det er heller ikke alle glædelige oplysninger om Gud, der er evangelium i egentlig forstand. Det er kun ordet om Jesus, der døde for vore synder på Golgata … ordet om, at Gud for Jesu skyld tilgiver os al vores synd. Bare dette ord kan vække det åndelige liv inde i det menneske, som i mødet med Guds lov har erkendt sin døde tilstand.

Hele Bibelen er Guds Ord. Derfor er hele Bibelen inspireret af Helligånden og bærer af Guds Ånd. Men det er kun Ordet om Kristi kors, der bringer Kristi Ånd med sig til nyt liv for de vantro og til fornyelse i dette liv for de troende. Al sand opbyggelse af den troende menighed sker derfor i mødet med dette ord. Og vi erkender kun hensigten med det øvrige i Bibelen, når vi ser det i lys af dette ord.

Det siges ofte, at 'hele Guds råd' må med op på prædikestolen, ellers kommer menigheden til at lide af mangelsygdomme. Det er korrekt. Men for det første er der både centrum og periferi i Bibelen. Noget er vigtigere end andet. Og for det andet er forfatterens (altså Helligåndens) egentlige gerning hele tiden denne; at skabe og bevare nådelivet i vore hjerter.

Hvis vi beskriver hele det bibelske budskab som en cirkel, så bliver det klart, at noget er tættere på centrum end andet. Det skader ikke menigheden så meget, hvis den er ubekendt med noget, der ligger ude i periferien. Derimod vil den dø, hvis den ikke igen og igen møder cirklens centrum i forkyndelse og vidnesbyrd. Og den kommer til at lide af mangelsygdomme, hvis der udelukkende forkyndes inde omkring centrum.

Hvor menighedslivet er meget præget af det subjektive, kommer opmærksomheden let til at rette sig mod udvalgte emner i Guds Ord. Snart er man optaget af de sidste tider, snart af nådegaverne og snart af seksualetik. Men alle disse emner præsenteres løsrevet fra centrum. På længere sigt fører det til, at menighedens tro bliver løsrevet fra centrum. Ordet om korset er til at begynde med et emne blandt andre emner, men efterhånden klarer menigheden sig meget godt uden Kristi kors. Vi kan illustrere denne forkyndelse med billedet af et segment:

Her har man valgt et udsnit af cirklen, men uden at vise sammenhængen med centrum. Inden for matematikken kaldes et sådant tilfældigt udsnit 'et segment'. Vi kan tale om segmenteret forkyndelse. Den har en vis forkærlighed for cirklens periferi. Det er ikke en sund måde at forkynde på. Den arminianske tradition er stærkt præget af denne forkyndelse.

Men hvis man altid i sin forkyndelse holder sig helt inde ved centrum, og aldrig lader centrum belyse resten af cirklen, er der også tale om segmenteret forkyndelse. Den type forkyndelse er ikke sjælden blandt lutheranere. Den er ikke lige så farligt på kort sigt som den forkyndelse, der hele tiden bevæger sig rundt på må og få. Men er man kun optaget af det objektive, forsoningen og Guds alene-virken, så er risikoen, at tilhørerne kan redegøre grundigt for troens liv, men uden at de ejer det selv. De må konfronteres med det, Bibelen siger om omvendelse, Åndens frugt og et helligt liv i Kristi efterfølgelse.

Løsningen kan vi kalde sektor-forkyndelse. Her går der et snit fra centrum ud mod periferien. Et sådant snit kaldes en sektor. Dette snit kan være bredt eller smalt, men det lader centrum beherske og belyse periferien:

Hvis vi taler om de sidste tider, skal vi gøre det sådan, at vore tilhørere løfter deres hoveder, fordi de ser deres forløsning nærme sig (Luk. 21,28). Det må stå klart for dem, at de kun bevares til det sidste, hvis deres hjerter hænger ved syndernes forladelse.

Hvis vi underviser om nådegaverne, må vi forklare, at der egentlig er tale om 'nåde-virkninger'; altså virkninger af syndernes forladelse i menighedens liv. Og hensigten med disse 'nåde-virkninger' er primært den at vise os tilbage til Guds nåde og give os smag for den.

Sektor-forkyndelsen er ikke bare kendetegnet ved, at centrum i Bibelen får lov til at være centrum i forkyndelsen, men også at centrum får lov til at bestemme indholdet i periferien. Sektor-forkyndelse er altså et hermeneutisk princip.

Martin Luther formulerede en sætning, som ofte er blevet misbrugt i strid med hans hensigt. Han sagde, at vi skal læse de bibelske skrifter sådan, at de 'driver os hen til Kristus' (Christum treyben; WA DB 7,384,27). For at blive i billedet med en cirkel: Vi skal forstå det perifere i Bibelen sådan, at det driver os ind mod centrum. Hvis vi kun forstår de bibelske temaer segmenteret, løsrevet, så har vi slet ikke fattet Helligåndens hensigt med dem.

Jesus overraskede de jødiske skriftkloge med den påstand, at alt i Det gamle Testamente handlede om Ham (Joh. 5,39). Disciplene blev ikke mindre overraskede, da Han sagde til dem: "Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag" (Luk. 24,46f). Hvor står det dog i GT? Vi hører, at Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstå "Moseloven, profeterne og salmerne" (v. 44f). Det svarer til 2. Kor. 3,14-16: Når jøderne læser GT, ligger der et slør over deres øjne, så de ikke kan se Kristus. "Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort."

Vi kunne sige det samme om forkyndere, som i dag deler Det nye Testamente op i segmenter: De ser ikke korset i alle disse emner. Derfor bliver det bare til løsrevne emner for dem. Og deres forkyndelse kan kun i uegentlig forstand kaldes kristen.

Peter siger, at det var "Kristi ånd", der talte gennem profeterne i GT. Derfor handler deres vidnesbyrd om "Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge" (1. Pet. 1,11). Det er ikke bare et udsagn om, hvordan inspirationen har fundet sted, men også en hermeneutisk vejledning til, hvordan GT skal læses. Tilsvarende siger Johannes i Åb. 19,10: "Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd." Hvis vi opløser sætningen, bliver meningen nok tydeligere: Vidnesbyrdet om Jesus er ånden i al sand profeti! Det hænger sammen med, at den Ånd, der vidner i den sande profeti, er Kristi Ånd. Og det er altid Hans hensigt at herliggøre Kristus for os (Joh. 15,26; 16,14).

Der gælder det samme om alle de bibelske bøger, som vi i Åb. 5,9 hører om bogrullen med de syv segl: Kun det slagtede Lam er værdigt til at åbne bogen!

Den egentlige og dybeste hensigt med de bibelske beretninger ser vi kun, når vi ser det slagtede Lam deri. Uanset hvilken tekst eller hvilket emne vi tager med op på prædikestolen, så må vi lade denne tekst eller dette emne fungere som en prisme, der viser det slagtede Lam. Kristi Ord er nemlig ordet om det slagtede Lam.

Dette ord og dette ord alene er Guds kraft til frelse. Ordet om det slagtede Lam og dette ord alene kan opvække en død synder til åndeligt liv!

Man kan forvrænge den bibelske nådemiddellære ved enten at placere åndskraften i en uformidlet berøring af Guds Ånd, som calvinisterne gør, eller ved at placere åndskraften i den åndsudrustede kristne, som katolikkerne og mange arminianere gør. Calvinisterne mener, at Guds Ånd kommer over mennesker uformidlet, når og hvor Han selv vil. Katolikker og mange af arminianerne lader (på hver deres måde) den åndelige virkning være afhængig af tilstrækkeligt udrustede mennesker. Som jeg ser det, er det sidste værre end det første.

Men ofte hænger disse to forvrængninger sammen. Hverken i den ene eller den anden sammenhæng kan den kristne se hen til nådens midler for at finde frelse og åndelig kraft. I stedet må han lede inde i sig selv efter Helligåndens frembringelser; f.eks. helliggørelsen, for at kunne stole på, at Gud er nær og virksom.

Men også i den lutherske kirke er der tendenser til at lede efter kraften andre steder end i Ordet om det slagtede Lam. Særligt i ortodoks lutherske og kirkelige kredse kan man møde en højkirkelig tendens til at pege på embedet eller traditionen som garanti for Guds accept og virkekraft. Det er som om præsten siger: "Jeg er ordineret til det kirkelige embede, derfor taler jeg!"

I lavkirkelige vækkelseskredse siger man snarere med Paulus: "Jeg tror, derfor taler jeg" (2. Kor. 4,13). Men på trods af dette udmærkede udgangspunkt har man også her en tendens til at forveksle budskabet og budbæreren. I en bog om principper for forkyndelsen siger forfatteren meget rigtigt: "Det er åndskraften det kommer an på." Men når han så skal placere denne åndskraft, går det alligevel galt. Han siger: "Her vil budbærerens åndsmakt bety mye for budskapets kraft til å slå igjennom" (Dag Risdal: Forkynn Ordet, Oslo 1974 p. 189). Den afgørende åndskraft findes altså hos budbæreren, siger denne vækkelsesforfatter. Budbærerens åndsmagt giver budskabet kraft!

Nu fastholder forfatteren ikke dette syn hele bogen igennem. Hvis han gjorde det, var det værre end Hermann Rahtmanns kætteri. Rahtmann forklarer jo de manglende resultater med Helligåndens uudgrundelige valg. Men den norske vækkelsesforfatter lader budskabets kraft være afhængig af budbærerens kraft. I den udstrækning vækkelseskristendommen har åbnet sig for denne tænkning, er der ikke noget værn tilbage, når den møder wesleyansk-arminianske bøger og materialer. Det er afgørende vigtigt, at vi ikke forveksler Guds nåde og vores kraft.

'Nåden' er ordet om syndernes forladelse for Jesu skyld. I dette ord er der stor kraft. Men det er en ganske anden kraft end den, der findes i det menneskelige vidne.

NT taler på to forskellige måder om åndskraft:

1) Paulus siger, at "ordet om korset … er Guds kraft" (1. Kor. 1,18). Derfor kan Gud virke på hjerterne "med Ånd og kraft som bevis" (2,5), selv om Paulus afholder sig fra "fremragende talekunst eller visdom" (2,1). Ordet om korset virker altså her med Ånd og kraft. Når Paulus konkluderer på hele dette afsnit i 1. Kor.: "For Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft" (4,20), må meningen være: Guds rige afhænger ikke af menneskelige visdomsord eller kraft, men af ordet om korset, for det bærer Ånd og kraft med sig som bevis. NT placerer den genfødende kraft entydigt i "Guds levende og blivende ord" (1. Pet. 1,23), for dét er "levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd" (Hebr. 4,12).

2) Men i ApG. 1,8 formaner Jesus apostlene til at blive i Jerusalem, indtil Helligånden kommer over dem, så de får kraft. De vil, siger Han, blive "iført kraft fra det høje" (Luk. 24,49). Derefter skal de gå ud som vidner lige til jordens ende. Også hér er der sammenhæng mellem Ånd og kraft. Hvor Ånden er, dér er kraft. Men Jesus siger ikke, at Guds ord fra og med pinsedag vil blive kraftfuldt. Han siger derimod, at de menneskelige vidner vil blive fyldt med kraft.

NT placerer altså Guds Ånd og kraft to steder: Dels i Guds ord, og dels i det menneskelige vidne!

Men hvordan forholder disse to typer af udsagn sig til hinanden? Forskellen synes at ligge i det, som den pågældende kraft skal bevirke: Kraften i ordet skal i første omgang bevirke åndeligt liv af døde og dernæst bevare dette nye liv. Kraften i vidnet skal bevirke, at det åndeligt døde menneske møder ordet. Jesus siger, at Helligånden skal lære apostlene alt og minde dem om, hvad Han har sagt til dem (Joh. 14,26). Helligånden skal vidne om Jesus. Hensigten er, at apostlene derefter også skal vidne om Ham (15,26f). Det gælder i almindelighed, og det gælder i de særligt tilspidsede situationer, hvor vidnerne fremstilles i synagoger for øvrigheder og myndigheder (Luk. 12,11f). I mødet med ikke-troende vil Helligånden på samme måde kunne lægge et godt vidnesbyrd i munden på den kristne. Et eksempel er Stefanus, der taler med visdom og ånd (ApG. 6,10), så jøderne ikke kan modstå ham. Paulus beder om, at efeserne må styrkes med kraft, så de kan kende Kristi kærlighed (Ef. 3,16ff; 1,17ff). Når Paulus forkynder, formaner og belærer med visdom, så skyldes det Guds kraft, der virker i ham (Kol. 1,28f). Desuden blev apostlene fyldt med frimodighed efter pinsedag, så de turde træde frem for mennesker med evangeliet (ApG. 4,13+31).

Kraften er her årsag til disciplenes erindring om og forståelse af Guds ord, og desuden årsag til deres forkyndelse af dette ord med frimodighed. Men der siges intet om, at denne kraft i disciplene er årsag til den virkning, som ordet sætter i tilhørernes hjerter; nemlig åndeligt liv af døde.

Helligånden udruster med kraft til tjeneste af forskellig slags (1. Kor. 12,4ff), herunder også villighed til både at tjene og lide (Hebr. 10,32ff) og kraft til kamp mod synden (Rom. 6,1ff; Gal. 5,22f). Endvidere er kraften i disciplene årsag til tegn og undere (ApG. 6,8).

I Matt. 5,13 siger Jesus, at disciplene er "jordens salt", men Han forklarer ikke, hvordan dette salt fungerer. Meningen kan ikke være, at vi skal salte jorden, så Gud kan spise den med velbehag. Der er snarere tænkt på, at vi skal modvirke forrådnelse. Salt var jo antikkens vigtigste konserverings-middel.

I Kol. 4,6 siger Paulus: "Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt." Hér står 'krydret med salt' formentlig synonymt med 'venlig tale'. I dette tilfælde er metaforen altså det velsmagende: I skal ikke støde mennesker bort ved at være uvenlige, men krydre jeres tale med godhed (jf. 4,5 og Matt. 10,16).

I Matt. 5,14 siger Jesus: "I er verdens lys." Det refererer til vore gode gerninger. Nogle mennesker vil prise Gud for vore gode gerninger (5,16). Andre vil forfølge os for Jesu skyld (5,11). Men der står ikke, at mennesker kan komme til tro udelukkende ved at betragte vore gerninger.

I 1. Pet. 3,1 hører vi om nogle vantro mænd, som skal vindes for troen "uden ord gennem deres hustruers livsførelse". Men der er her ikke tale om mænd, der aldrig har hørt Guds Ord, for Peter nævner, at de "er ulydige mod ordet". De har altså hørt det, men vil ikke tro. Nu skal hustruerne ikke forkynde for dem i tide og utide, men blot med deres gode gerninger minde mændene om Guds lov. Måske kan denne non-verbale lovforkyndelse give mændene behov for evangeliet om syndernes forladelse, som de tidligere har hørt verbalt.

NT bruger begrebet 'kraft' ret forskelligt afhængig af, om der tænkes på den livgivende kraft i Guds Ord eller kraften i det troende menneske. Den kraft, som er i den troende, hjælper ham til at forstå og formidle ordet om korset frimodigt og med klarhed. Derved møder de ikke-troende Guds lov og evangelium forkyndt med ord. Den samme kraft får det troende menneske til at tjene andre, lide tålmodigt og kæmpe mod synden. På den måde møder de ikke-troende Guds lov forkyndt uden ord. Det ikke-troende menneske kan forberedes på at møde evangeliet ved, at den kristne tjener og lider tålmodigt, er venlig og imødekommende, afstår fra tyveri, hor, løgn osv.

Manglende frimodighed eller manglende klarhed over evangeliet kan betyde, at det vantro menneske slet ikke får det at høre. Forkynderens umoralske liv vil modsige hans ord, så det vantro menneske heller ikke kan høre evangeliet.

Men selve den genfødende og livgivende kraft findes i ordet om korset og ingen andre steder. Heller ikke i forkynderen … ikke en gang en lille smule! Det ender i arminianisme, hvis vi forveksler kraften i Guds Ord med kraften i det menneskelige vidne.

Det forholder sig her med Guds ord på samme måde som med de øvrige nådemidler; dåb og nadver. Hvis man hævder, at Ordets virkning er afhængigt af det mål af kraft, som findes i forkynderen, så må man også hævde, at dåb og nadver kun virker med fuld kraftfylde, når de forvaltes af en særligt kraftfyldt person. Men sandheden er, at præsten, forkynderen og evangelisten hverken tilføjer nådemidlet eller det søgende menneske nogen åndskraft. Han sikrer blot, at der finder et møde sted mellem det søgende menneske og Guds åndskraftige nådemiddel!

Fordi virkekraften findes i budskabet ikke i budbæreren, kan alle kristne bære denne virkekraft med sig. Og den kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Martin Luther nævner bl.a. 'brødrenes indbyrdes samtale og trøst'. Han skriver i De schmalkaldiske Artikler del 3: "Vi vil nu komme tilbage til evangeliet, som ikke kun på én måde giver råd og hjælp mod synden, for Gud er rig i sin nåde. For det første gennem det mundtlige ord, hvori syndernes forladelse prædikes i hele verden. Det er evangeliets egentlige embede. For det andet gennem dåben. For det tredje gennem det hellige alterets sakramente. For det fjerde gennem nøglernes kraft, og også gennem brødrenes indbyrdes samtale og trøst, hvor to eller tre er forsamlede osv." (Bekenntnisschriften p. 449).

Der er her noget, som mange ortodoks lutherske og kirkelige kredse kan lære af vækkelses-kristendommen: Prædikesituationen er utilstrækkelig!

Forkynderen må samtale med de andre. Ofte sidder der nogle med sitrende underlæber. Dem må du ned til og tale med. Desuden har forkynderen brug for, at de andre tilsiger ham syndernes forladelse. Vi har brug for at være hinandens brødre og søstre. Her er de pietistiske konventikler meget anvendelige … men helst uden den totale præste-dominans. Det er jo ikke evangeliet, der er afhængig af præsten, men præsten er afhængig af evangeliet!